Kun en tanke væk!

Photobucket

Dette blogindlæg bliver nok det blogindlæg, jeg har brugt mest tid på at skrive. Ikke fordi det bliver en roman, men fordi jeg skal bruge nogle pauser for at få det færdigt. Da det kræver at jeg skriver om nogle følelser, tanker og smerter i mit liv, som næsten ikke kan håndteres og beskrives.

 

Der er 3 sange, som hver i sær beskriver den måde jeg har det på. Både dengang og nu. De tre sange er “Den jeg er” med Rasmus Seebach og “Kun en tanke væk” med Lars Lilholt og sidst men ikke mindst “Er der nogen i himlen?” af  Danser med Drenge. De har på hver deres måde både hjulpet mig,  men også fået skabt en forståelse af hvad sorg  og savn er. Det er nemlig svært at beskrive med ord, synes jeg.

Grunden til at jeg lige netop udkommer med dette blogindlæg i dag, er fordi det netop i dag er 7år siden jeg mistede min far pga. kræft. Jeg husker tydeligt, at jeg følte mig fuldkommen magtesløs. Det var faktisk ikke hans død der gjorde mest indtryk på mig, men de måneder op til dagen, som gjorde allermest ondt. At se sin far ændre personlighed fuldkommen, uden man selv kan gøre noget som helst for at ændre på dette.

Jeg beklager, hvis du som læser føler at denne tekst virker roddet og forvirrende. Jeg forsøger at holde tungen lige i munden, mht. tidspunkter og indholdet. Dette emne gør mig fuldkommen uden evner til at se om min denne tekst bliver “god nok” – men det må og skal bare ud. Bær over med mig please!

For at komme tilbage til det med sangene, går jeg i disse dage og høre “Den jeg er” med Rasmus Seebach. Både når jeg køre i bus, og cykler (og herjemme) Både for at mindes min far, men også for at minde mig selv om at holde fast i at der også var gode tider.  Selvom Rasmus Seebach´s fars historie ikke 100% er ligsom  min fars, så kan jeg genkende mange af de ting Rasmus Seebach synger om. Det er vigtigt at holde hoved og humør højt, trods det at man synes at sorgen er stærk og lammende.

 

Jeg kan stadig mærke, at min krop og mit hoved har brug for at afreagere. Uanset hvor meget mand man kan være, så kan jeg sagtens havde aftener hvor gråden er eneste vej videre. Det er min måde at skabe lidt “luft” og frigøre lidt sorg fra min krop.  Jeg synes også jeg anskuer livet på en helt anden måde end tidligere. Jeg reagere anderledes på ting, end tidligere. Jeg er på nogle punkter blevet mere sart, og følsom. Man går ikke igennem livet uden at mærke sorg, savn og smerte. Sjovt nok sad jeg for 10år siden og tænkte at min familie var udødelig. Det syn fik jeg så fuldkommen ændret sidenhen.

Min far var en god far. Det skal der ikke herske nogen tvivl om, men jeg vil samtidig sige at selvom jeg tager en del af det han har lært mig med i livet. Så vil der også være punkter hvor jeg gør tingene på en helt anden måde end han gjorde dengang. Faktisk er dette blogindlæg en måde for mig, at mindes den far han var. Jeg savner ham hver dag, men som Rasmus Seebach siger “Vi savner dig hver dag, men vi har det godt” – Den sætning kan jeg godt lide. Der både savn og håb for fremtiden.

Og så en lille besked til min far!

Kære far
Jeg håber du i dag skænker mig en tanke fra himmelen.
Vi savner dig hernede, men du skal vide at selvom savnet er stort
så går livet videre.

Du har lært mig utrolig meget, og selvom du er borte så glemmer jeg aldrig det du har lært mig. 
Du har virkelig “gjort mig til den jeg er” – og jeg håber du er bare en smule stolt af mig.
Når jeg har mine sucesser, så retter jeg blikket op i luften og siger “Sådan far, jeg gjorde det!”

Husker du vores lange ture rundt i Danmark, hvor jeg sov op af selen imens Danmark sussede forbi?
Husker du dengang på Bornholm hvor du lod mig høre sangen “Kender du det?” med Åhh Mona Mona Mona?
Husker du de dage, hvor vi begge to sad og rockede med på Lars Lilholt Band´s sange?
Jeg husker det tydeligt
Jeg retter trommestikken imod sky til ære for dig 

Tak for de gode minder
Tak fordi du lærte mig så meget.

Tak Far! 

Photobucket

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *