Proces

Siden jeg fik min diagnose ADD har jeg været igennem flere kurser, praktik og nu et afklarings forløb med henblik på uddannelse og vejen frem. 1 ½ år er gået siden jeg i januar 2012 fik min diagnose, som jeg skulle lære at kende fra bunden, både hvad der havde med 23871_10151732544762710_2011093956_nbegrænsningerne at gøre, men også hvad der var muligheder for. Alt dette har jeg før beskrevet meget i tidligere blogindlæg, så det er ikke det jeg vil fortælle igen.

Derimod vil jeg fortælle dig om at jeg føler jeg stadig er i en proces i at blive klar over hvem jeg er, hvad jeg kan samt hvad jeg må se i øjnene ikke er muligt for mig. Det er et faktum at jeg har måtte se drømmen om at blive pædagog, blive sat lidt på “standby” som jeg kalder det, og mit fokus så skulle rettes imod hvad jeg ellers havde af interesser og evner for.

I den proces jeg har været igennem, og stadig befinder mig i, kan jeg mærke at jeg prøver at komme derud hvor jeg prøver mine grænser af.

Både psykisk men også fysisk. Jeg fejler, og kommer til at fejle i fremtiden også. Det er den perfektionisme og trang til at være bedst første gang, jeg skal prøve at slippe. Det er hammer svært, men ikke umuligt.

BQhrazGCAAE0nQ4

Anderkendelse.

Jeg føler jeg har lært meget, men stadig har utrolig meget at lære. Både om mig selv, men også om min omverden. Det er svært for mig at lægge den trang til at få anerkendelse for den jeg er, og det jeg laver, og prøve at være stolt over mig selv. Det er blevet så fast del af min rygrad at skulle præstere, fordi jeg igennem mange forskellige situationer er blevet mobbet til at tænke “Nå nej, jeg er ikke god nok” – “Ej jeg må hellere droppe det, det går ikke”!

At flytte det fokus, og begynde at tro på sig selv – er ligsom at rejse sig op og samtidig 1010319_10151713230232710_1962942719_nføle sig lammet i kroppen. Sådan føles det i hvert fald for mig ofte, især når jeg møder muren af tvivl, modgang og sårende opleveler. Jeg har fået en masse gode råd, samt støtte fra familie og venner der har ønsket at støtte mig i min udvikling. Jeg ved godt at støtte ikke får mig i mål, det er en rejse jeg skal gå selv. Jeg skal træffe nogle beslutninger og lave nogle radikale ændringer i min måde at tænke på,  og samtidig  holde fast i hvad målet er i sidste ende. Jeg begynder at kunne se lidt lys for enden af tunnellen, og jeg kan mærke det i min krop. Det er så skønt, men også skræmmende. Denne nye følelse,  altså følelsen af at være videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *